Millioner til dansk mobiltjeneste
ZYB giver brugere over hele verden mulighed for at lave en backup af deres mobiltelefon direkte over telefonens dataforbindelse. Det hele ligger gemt på www.zyb.com, hvor man kan få adgang til alle oplysningerne. Også andre brugere kan få adgang, så man kan dele kontakter og oplysninger.
Tjenesten er gratis, men der vil med tiden komme flere tillægstjenester og -funktioner til, som man skal betale for at bruge.
Der står tre danskere bag tjenesten, som blev lanceret i juni i år, og målet er at udvikle tjenesten til en base for alt personligt indhold på mobilen og samtidig bygge videre på mobiltelefonens sociale egenskaber.
– Hidtil har brugen af tjenesten bredt sig som ringe i vandet ved at tilfredse brugere har anbefalet ZYB til andre, samtidig som omtalen af ZYB har været massiv i det internationale blogging miljø. Vores mål er at nå over en million aktive brugere indenfor et år, og det skal en række store udenlandske partnere hjælpe os med, siger Tommy Ahlers, CEO og stifter af ZYB.
En af dem, der skal sikre den fortsatte succes, er Nordic Venture Partners, der har kastet et millionbeløb ind i ZYB. De ser et stor potentiale i tjenesten:
– Det skyldes dels, at folkene bag ZYB er utrolig gode til at forstå og opfylde almindelige brugeres behov, og dels at ZYB er så utrolig nem at bruge. Brugervenligheden er en meget vigtig succesfaktor i det her spil, og på det område er ZYB i en klasse for sig, siger Henrik Albertsen, adm. direktør i Nordic Venture Partners.
Med de mange penge i ryggen går ZYB nu i offensiven for at tage kampen op med andre lignende online tjenester.
– Vi er yderst tilfredse med, at Nordic Venture Partners nu kommer til at besidde en væsentlig aktiepost i ZYB. Samarbejdet giver os adgang til nyttige kompetencer og netværk, mens indskuddet af ny kapital giver os frihed til at fokusere endnu mere på at opfylde vores mål om at forbedre tjenesten og udvide dens sociale dimensioner, siger Tommy Ahlers.