Mini-bærbar til 1 krone skal lokke bredbåndskunder

Expert-kæden sælger nu en bærbar Eee-pc for 1 krone. Men kunderne skal binde sig til et mobilt bredbåndsabonnement i seks måneder, så den samlede pris overstiger computerens normalpris.

Mini-bærbar til 1 krone skal lokke bredbåndskunder

I mobilbranchen er det allerede helt almindeligt med tilbud på billige telefoner, hvis man samtidig tegner et mobilabonnement. Nu forsøger Expert-kæden og Sonofon den samme model med bærbare computere. Expert sælger en Asus Eee-pc med en normalpris på 2.599 kr. til en særlig favorabel pris på 1 krone – men betingelsen er, at kunden samtidig skal tegne et halvt års abonnement på mobilt bredbånd hos Sonofon.

Der er tale om en mini-pc med Intel Celeron-processor, 1 GB RAM, 160 GB harddisk, webcam, kortlæser og styresystemet Windows XP. Eee-pc findes både med Windows og Linux, men sidstnævnte er ikke omfattet af det særlige bredbåndstilbud.

Prisen for bredbåndspakken fra Sonofon er mellem 399 og 599 kroner om måneden i det første halve år alt efter hastigheden og forbruget. Der skal også betales 249 kroner i oprettelse.

Dermed kommer kunden mindst til at betale 2.643 kroner for computer og bredbånd. Det er 44 kroner mere end computerens normalpris. Efter det halve år kan abonnementet hos Sonofon opsiges.