Minicomputer med 5 tommer skærm fra Sharp – se video
Den vejer kun omkring 400 gram og formatet er rigtig smidigt, men man kan hurtigt komme til at stille spørgsmål ved om dette er blevet prioriteret over ergonomi.
Passer i din hånd
Sharps PC-Z1 kan betegnes som en håndcomputer, der måler 161 x 109 x 25 millimeter. Det gør den til en ekstremt lille computer, der f.eks. er klart mindre end de første udgaver af Asus Eee, der havde en skærmstørrelse på 7 tommer og et betydeligt større tastatur. Tastaturet på PC-Z1 skulle angiveligt være 68 procent af bredden på et normalt tastatur – altså bliver det et præcisionsarbejde at skrive på maskinen.
Hjernen i computeren er en Freescale-processor på 800 MHz, og der er 512 megabyte RAM-hukommelse. Der er en flashdisk på 4 gigabyte, hvorpå man i et noget begrænset omfang kan lagre sine data. Desuden understøtter computeren microSD-kort på op til 16 gigabyte.
Højtopløst skærm
Skærmen er måske computerens svageste punkt på grund af dens størrelse. Men samtidig imponerer den ved både at fungere som en trykfølsom skærm og have en opløsning på 1024 x 600 pixels, hvilket må anses for at være en høj opløsning på så lille en skærm.
Den leveres med Ubuntu som operativsystem og kommer på det japanske marked i slutningen af september til en pris, der svarer til omkring 2.600 kroner. Det er endnu uklart om PC-Z1 kommer på det europæiske marked eller om vi skal være tålmodige og vente på en forbedret udgave.
Se video med Sharps mini-computer her.