Minitest: Gratis internet i toget og bussen

I Midtjylland tilbyder Arriva gratis inernet i toget, og i København er der gratis internet i bus 150S og 173E. Ordningen leveres i samarbejde med selskabet 3 og kører i tre år. Vi har prøvet nettet på bussen.

Minitest: Gratis internet i toget og bussen

Første oktober udvidede Arriva deres forsøg med gratis internet i offentlige transportmidler til også at omfatte bus 150S, der er en af de mest benyttede bus-ruter i København. Vi mødte nettet på en bustur i går, og vores test viser atdet er let at komme igang med.

Let at forbinde til

Man forbinder til det trådløse bus-net på præcis samme måde som man gør til andre trådløse “hotspots”. Forbindelsen til omverdenen etableres dog først når man har klikket sig forbi en velkomst-webside. På denne skal man “registrere sig” første gang en ny enhed møder Arrivas netværk, derefter genkendes enheden automatisk, og det eneste man skal hver gang er herefter at acceptere brugs-betingelserne via webinterfacet. Når først det er sket er der fri adgang til at surfe.

Ingen problemer for hverken mobil eller bærbar

Det fungerer udemærket for undertegnede. Forbindelsen fra bussen til 3’s netværk er en 7.2 Mbit forbindelse og i praksis går det da også næsten lige så hurtigt at arbejde på nettet mens man sidder i bussen som det gør hjemmefra.

Vi har prøvet det med såvel MacBook som iPhone, og det fungerede upåklageligt, om end vi ikke har fået testet om mere specielle, ikke-web-baserede, tjenester som for eksempel VPN fungerer. Men ifølge Arriva er det tanken at det skal give folk mulighed for at arbejde mens de er på farten, så mon ikke det fungerer.

Godt og gratis

Alt i alt et godt tilbud for brugere af offentlig transport, hvis man har WiFi i sin mobile enhed (PC/Mac/Telefon/PDA) og ikke har et ubegrænset 3G-data-abonnement som man kan komme til fra mobil eller bærbar – og rigtig dejligt at man ikke er faldet for fristelsen til at kræve penge for tjenesten. At den er gratis og umiddelbart virker som værende pålidelig gør måske at det på sigt kan få folk til at druppe bilen hvis ellers logistikken mht. at komme til/fra bus/tog ellers fungerer fornuftigt. Godt gået Arriva!