Mio Moov Spirit V735: Se, det er en GPS!
Havde Crocodile Dundee været nørd og ikke krokodille-jæger, så kunne den klassiske sætning “You call that a knife, THIS is a knife” måske have været “You call that a gps, THIS is a gps”. Måske sætningen ikke havde vakt helt samme morskab i biograferne tilbage i slutfirserne…
Her er Mio V735 sammen med Navigon 8110 og 7210 med skærm på henholdsvis 4,8 og 4,3 tommer.
Men Mio Moov Spirit V735 er i hvert fald en kæmpe stor GPS. Skærmen er 7 tommer stor, næsten dobbelt så stor som skærmen i standard-GPS’er i dag.
GPS’en kan kobles til ens computer, så man kan planlægge og uploade ruter direkte fra Google Maps og med Local Search kan man planlægge steder på forhånd, som man gerne vil besøge på ruten.
Som rigtige papirkort
Spirit er udstyret med TruMap, som er inspireret af almindelige papirkort. Det betyder simplere grafik og farver, som skulle være lettere at forstå.
Er man ligeglad med, om man skal køre den hurtigste eller korteste rute, så kan man vælge den grønneste og billigste rute. Vælger man den, får man en rute, hvor man skal stoppe og starte færre gange for at stoppe på benzinforbruget og dermed forurene mindre.
Der følger kort med over vesteuropa.
Tynd multimedie-afspiller
V735 kan bruges til andet end at navigere efter. Man kan blandt andet se tv på den, den kan afspille musik, videoer og vise billeder.
Man kunne godt frygte, at den ville være tyk og klodset, men den måler kun 16 millimeter i tykkelsen og vejer 320 gram.
Men kan man overhovedet se ud af forruden i bilen med sådan en krabat siddende der og hvordan fungerer den i brug? Det kan du læse mere om, når vi tester GPS’en i et af de kommende numre af Magasinet Mobil.