MMS blev til pornoklip

Mor ville sende billede af datteren til familiens medlemmer. Det blev i stedet til et hårdt pornovideoklip med Pinnocio i hovedrollen.

MMS blev til pornoklip

Det er den amerikanske tv-kanal Local 6 News, der fortæller historien.

En 14 årig pige havde lige været til bøjletandlæget og fået bøjle på. Det syntes moderen lige resten af familien skulle se. Så op med mobilkameraet og vupti, et godt billede var taget. Herefter var det bare at lave en MMS-besked og sende til familien. Men en enkelt af familiens medlemmer – onklen – havde ikke MMS. Det havde moderen tidligere fundet ud af. Men hun vidste så også, at onklen bare – ligesom herhjemme – ville modtage en SMS med en webadresse og et brugernavn og en adgangskode.

Og sådan var det også denne gang. Onklen skyndte sig ind til computeren, tastede adressen ind og skrev sit password og brugernavn ind. Frem kom ikke familiens 14-årige med togskinner, men derimod en særdeles veludrustet Pinnocio i fuld vigør med en kvinde.

Det er ikke moderen, der har sendt det forkerte billede, men derimod er der tilsyneladende sket en fejl, da onklen fik sin SMS. I hvert fald siger operatøren Cellular, at billedet af datteren hedder det samme som videoklippet – uden at det dog skulle gøre det muligt at skifte billedet ud med et frækt videoklip. De øvrige medlemmer, der har en MMS-kompatibel telefon, har fået det rigtige billede.