MMS kan crashe Windows-mobiler
Et sikkerhedshul, som netop er blevet opdaget i Windows Mobile, gør det muligt at sende en MMS med en skadelig kode, som kan få telefonen til at bryde sammen, oplyser anti-virus-producenten F-secure. Man skal blot sende en ekstra stor MMS med en skadelig kode. Ved at udnytte et hul i systemet, kan man få koden til at gemme sig i telefonens hukommelse.
Personen, der opdagede svagheden, udviklede en såkaldt proof-of-concept-kode til iPaq 6315 og den version af Qtek 9090, som sælges under varemærket I-Mate. F-Secure vurderer, at alle Pocket PC 2003 og Windows Smartphone 2003 sandsynligvis har samme svaghed, men siger i samme ombæring, at det er svært for hackere at udnytte denne svaghed til noget konkret.