MMS koster 3 kroner hos Orange fra 1. oktober
Da Orange lancerede MMS, forlød det at prisen ville havne på under 5 kroner, og at det ville være gratis at sende MMS-beskeder til efter sommerferien. Men nu har Orange meldt ud, hvornår det begynder at koste penge at sende MMS-beskeder.
Frem til den 1. oktober er det gratis for Orange-kunder at sende og modtage billedbeskeder. Herefter er prisen for at sende billedbeskeder tre kroner, lyder det fra koncerndirektør Morten Christiansen hos Orange.
– Med alle interconnect-aftaler med de øvrige operatører på plads, er jeg sikker på, at der for alvor kommer gang i MMS-trafikken i Danmark. Der er ingen tvivl om, at den moderne mobilbruger gerne vil bruge sin telefon til andet end bare at tale i, men nogle mobilbrugere har måske holdt lidt igen med billedbeskederne, da man ikke har kunnet sende beskeder på tværs af operatørerne. Den hindring er fjernet nu, siger Morten Christiansen.
I øvrigt har alle operatørerne besluttet at interconnectafgiften skal være på 2 kroner, for hver MMS, der bliver sendt til en anden operatør – på SMS er interconnectafgiften en tiendedel – altså 20 øre.
Pr. 18. august koster det også 3 kroner at sende en MMS fra TDC-nnet – både Telia og Sonofon tager sig allerede betalt for tjenesten.
Hos TDC Mobil kan man dog nøjes med at slippe 1 krone, hvis billedet i stedet sendes til ens eget onlinealbum.