Mobiado introducerer nye luksusmobiler med to indbyggede ure

Hvis man har hårdt brug for at vide klokkeslættet i flere tidszoner samtidig, og desuden har rigeligt med penge på lommen, er de nyeste Mobiado-modeller måske sagen.

Mobiado introducerer nye luksusmobiler med to indbyggede ure

Firmaet Mobiado specialiserer sig i særdeles luksuriøse mobiltelefoner. Nu er de klar med to nye udgaver af en model, der inkorporerer to ure på en måde, der vist ikke er set før.

Indbyggede ure under tastaturet

Modellen hedder Professional 105GMT, og på forsiden lige under tastaturet er der indbygget to analoge ure, der for eksempel kan vise klokkeslættet i to forskellige tidszoner. Med yderligere et ur på skærmen, giver det tre forskellige ure. Der kunne selvfølgelige blot være tre ure på skærmen i stedet, men det ville næppe have samme eksklusive og rustikke udstråling.

De to nye udgaver er udformet i nye materialer. Den ene model har tilnavnet Antique, og er lavet i Cocobolo, der er et tropisk løvtræ fra Centralafrika, mens den anden har tilnavnet Stealth, og er lavet af en sort legering af kobber, tin og zink.