Mobil for under en plovmand
Du ser dem hver dag. Reklamerne for mobiltelefonerne til én krone. Til gengæld for at få en billig telefon, kommer du til at betale kassen i hver måned til dit abonnement.
Hører du i stedet til dem, der benytter et billigt internet-teleselskab som Unotel.dk, så er det ofte meget svært at finde en billig mobiltelefon.
Ekstra Bladet og Mobil.nu har dog alligevel gjort forsøget, og det lykkedes os faktisk at finde en række modeller. Vi har udvalgt de fem mest interessante, og giver dig her en liste over fem gode mobiltelefoner for under 500 kroner.
– Du får hverken kamera eller superlækker farveskærm med i købet, forklarer Brian Dixen. Kameraet må du helt undvære og i tre af modellerne er der farveskærm med 4096 farver. De andre én model har sort/hvid skærm, mens den sidste har tillempet farveskærm ved at man har sat et farvet filter ind bag displayet.
– Til gengæld får du bedre batteritid, end på de nyeste og smarteste modeller. Jo større skærm des mindre batteritid, fortsætter Brian Dixen. Derfor vil du opleve en standbytid på op til 400 timer og mere end seks timers taletid. Det finder du ikke på de dyreste telefoner. Her skal du faktisk lade telefonen flere gange i ugen.
– Vi har testet samtlige produkter og de udemærker sig alle ved at være rigtig gode til at tale i. Lyden er god og tydelig. Hvis du SMS’er meget, skal du dog efter vores mening kigge dig for. Nokia, Siemens og Syny Ericsson anvender T9 systemet. Motorola anvender iTAP og Alcatel anvender en tredje variant. Vores test viser, at T9 er det bedste system. De modeller med T9 er bedst til at genkende de ord vi skriver og i det hele taget kræver det også færre tastetryk at sende SMS med de modeller, end med de andre.
Kort sagt, man skal kigge sig for
Siemens A75 – set til 499 kroner
Skærm: Farveskærm med 4096 farver
Standbytid: 230 timer
Taletid: 4,5 timer
Spil: Ja
Plusser:
God lille gedigen telefon. O.k. design og gode taster. Sjove spil og mulighed for at downloade flere. Alarm og stopur indbygget.
Minusser:
Lidt svag taletid
Konklusion:
En rigtig god telefon. En af de tre med T9 tekstgenkendelse. Rigtig god til SMS. Farveskærmen er lille med giver alligevel gode farver, især når man spiller.
Mobil si’r: 4
Sony Ericcson T290i – set til 499 kroner
Skærm: Farveskærm med 4096 farver
Standbytid: 300 timer
Taletid: 12 timer
Spil: Ja
Plusser:
Lækker mobil. Masser af funktioner, spil, alarm, lommeregner og meget mere.
Minusser:
Tasterne er en kende små
Konklusion:
Testens bedste telefon. Selv om der kun er tale om 4096 farver, så er displayet alligevel godt. Hele 12 timers taletid. Det er der ingen af konkurrenterne der kan klare. Også her er der tale om T9.
Mobil si’r: 6
Nokia 1100 – set til 469 kroner
Skærm: sort/hvid skærm
Standbytid: 400 timer
Taletid: 4,5 timer
Spil: Ja
Plusser:
Masser af funktioner. Sjov feature med indbygget lommelygte. God SMS-funktion.
Minusser:
Lidt plastikagtig
Konklusion:
Havde taletiden været bedre, havde modellen kandideret til førstepladsen. Den sort/hvide skærm trækker også lidt ned, om end de personer vi har vist modellen til stadig syntes den var lækker.
Mobil si’r: 5
Motorola C450 – set til 499 kroner
Skærm: Farveskærm med 4096 farver
Standbytid: 230 timer
Taletid: 5 timer
Spil: Ja
Plusser:
Testens mest eksklusive mobil. Ser rigtig smart ud. Også testens ældste model med to år på bagen.
Minusser:
Alt for små taster
iTap SMS-systemet
Konklusion:
Denne model er fra den gang man skulle have den store kædestrammer eksamen for at kunne betjene en Motorola telefon. Pyhh det er svært. Dårlig SMS-funktion. iTAP når altså ikke T9 til sokkeholderne.
Mobil si’r: 2
Alcatel E157 set til 400 kroner
Skærm: sort/hvid skærm med farvefilter bag
Standbytid: 325 timer
Taletid: 10 timer
Spil: Ja
Plusser:
God battertid og standbytid. Lille og let
Minusser:
Alt for små taster
Elendigt SMS-system
Elendig skærm
Konklusion:
Denne model skulle aldrig være sendt på markedet. Den oser langt væk af Fætter BR. Intet under at dette blev modellen som vi nogensinde har givet lavest karakter på Mobil.nu. Køb ikke telefonen, den er efter vores mening ganske enkelt alt for ringe. Ringe skærm. Hvem fanden tror at man kan bluffe brugerne ved at putte et farvefilter ind bag skærmen så den ligner en farveskærm.
Mobil si’r: 1