Mobil har svaret på T68 opdateringen

Hvornår kommer opdateringen til Ericsson T68? Uge 10, 16 eller 22. Og hvad kommer det til at koste? Ingenting, 200 eller 500 kroner. Spørgsmålene svirrer i luften.

Mobil har svaret på T68 opdateringen

Ejerne af Ericsson T68 er ved at være lidt trætte. De følger sig til grin, taget ved næsen og trukket rundt i manegen.

Det hele skyldes, at de i tidernes morgen (før Ericsson blev til Sony Ericsson, red.) blev lovet opdatering af deres telefon, så den kunne MMS”e uden beregning.

Nu er Sony Ericsson T68i så kommet på gaden med MMS og meget mere. De eksisterende kunder er blevet lovet opdatering, og datoerne fyger gennem luften.

Mobil har tidligere skrevet uge 10, men det blev ændret til uge 16 af Sony Ericsson Mobile i Danmark. Siden er vi så nærmest blevet bestormet med henvendelser. Den seneste lyder på, at den først kommer i uge 22.

Mobil har ringet rundt:

Først til Teleservice i København. Her er svaret, at man slet ikke ved, om der kommer nogen opdatering. Man har godt nok fyldt skriverierne på Nettet, men har ikke hørt noget fra Sony Ericsson. Derfor ved man heller ikke, om det kommer til at koste noget.

Så ringede vi til Sony Ericsson Mobile i Danmark, hvor vi fik fat i Morten Aagaard, der er account manager:

– Lad mig først slå fast, at der kommer en opdatering. Om den kommer til at koste noget, kan jeg ikke svare på, men mit gæt er, at man skal slippe lidt for at få den opdateret. Der bliver jo tale om en helt ny telefon, så at sige.

Morten Aagaard tør ikke svare på, hvor meget man skal slippe for opdateringen. Til gengæld tør han godt love hvornår man kan få sin T68 opdateret.

– Tre uger fra nu.

Der er ikke tale om, at der sker indgreb i telefonen – opdateringen er ren softwaremæssig.