Mobil med skærm på 30 tommer
Der har i lang tid været snak om, at projektorer ville gøre deres indtog i vores mobiltelefoner og erstatte de små mobilskærme, der er begrænset af mobilens små fysiske dimensioner. Og nu ser drømmen ud til at være blevet til virkelighed. I hvert fald i en enkelt model fra en kinesisk producent ved navn China King.
Den nye model har det meget lidt mundrette navn Epoq EGP-PP01, og den skulle altså være i stand til at projicere et billede på 30 tommer i en opløsning på 480 x 640 pixel op på et lærred eller en væg. Og faktisk skulle batteriet kunne holde til at bruge projektoren i mere end to timer, hvilket må siges at være ganske flot, hvis det ellers er rigtigt.
Nu kan man jo så bare håbe, at nogle af de store producenter også snart kommer med deres bud på en mobiltelefon med indbygget projektor, så man ikke behøver købe en mobil med en kopi af iPhones styresystem, hvis man vil have en projektor i sin mobil.
Projektormobilen måler 115,6 x 23,3 x 48,6 millimeter, og koster 550 dollars, eller hvad der svarer til knap 2800 kroner. Du kan læse mere om den og se flere billeder af den på linket herunder.