Mobil og CNN.dk i samarbejde

Fra i dag har Magasinet Mobil og CNN.dk indgået et samarbejde, der betyder, at der på CNN.dk vil blive holdt et skarpt øje med nyheder indenfor det mobile stofområde

Mobil og CNN.dk i samarbejde

Samtidig bliver mobilbrugerne på nettet holdt ajour med andre vigtige nyheder.

Med aftalen har det mobile stofområde fået et gevaldigt skub fremad. Et samarbejde med Danmarks mest betydende nyhedsaktør inden for mobile produkter – Magasinet Mobil – er på plads, og magasinet leverer fremover daglige nyheder og test til CNN.dk.

– På et år er Magasinet Mobil ikke blot blevet danskernes foretrukne mobile nyhedsformidler på den trykte side med Magasinet Mobil, der udkommer 10 gange om året. Men også på vores Internet-side oplever vi en stærk stigning i antallet af besøgende, fortæller chefredaktør og adm. direktør Brian Dixen fra Magasinet Mobil. – Vi er ubetinget det nyhedsmedie i Danmark, der er først med de mobile nyheder.

CNN.dk er et af de allerstærkeste brands på nettet, og websiten har indenfor det seneste halve år mere end fordoblet antallet af besøgende om ugen til 46.426 personer* (uge 2). – For os er samarbejdet med CNN.dk oplagt. Vi har gennem et stykke tid været på udkig efter en seriøs nyhedsformidler, og her faldt valget hurtigt på CNN.dk, der i forvejen er et meget stærkt brand, når det handler om at være først med nyhederne, siger Brian Dixen.

Fra og med i dag kan man læse nyhederne fra www.dk.mobil.nu på CNN.dk, ligesom man vil kunne finde de seneste test af de nyeste mobiltelefoner på sitet.

– CNN.dk ser samarbejdet med Magasinet Mobil som en styrke: Magasinet Mobil er netop i stand til at levere den form for nyheder, som mange af vores læsere er interesserede i, siger Kerrin Linde, der er redaktionschef hos CNN.dk.

Samtidig får Mobils læsere på nettet fra i dag også mulighed for at følge de seneste CNN.dk-nyheder fra bl.a. sportens verden og fra udlandet – nyheder, der vil give Mobils hjemmeside et mere internationalt og nyhedsorienteret tilsnit.