Mobil-tv klart mest populært i Asien
Mobil-tv skulle være en af morgendagens nye store ting. Men det ser stadig ud til at lade vente på sig i Europa. Der ser til gengæld ud til at være mere gang i mobil-tv i Asien. I hvert fald hvis man skal tro en ny rapport fra det svenske analysefirma Berg Insight. Ifølge Berg Insight var der nemlig hele 38 millioner mobil-tv-seere i Japan og Sydkorea i sommer i år. Det svarer til næsten 78 procent af hele verdens antal af mobil-tv-seere.
Udviklingen inden for mobil-tv i Europa og Nordamerika er langt bagud i forhold til lande som Japan og Sydkorea, og ifølge analytiker for Berg Insight Sabine Ehlers, vil de næste år ikke bringe de store teknologiske ændringer med sig. Mobil-tv vil således stadig i en tid endnu primært blive sendt over internettet ved hjælp af for eksempel 3G, præcis som vi kender det i dag. Først længere ude i fremtiden vil dedikerede netværk baseret på blandt andet DVB-H slå igennem, mener Sabine Ehlers.