Mobile kunder forlader Telia
Selv om man ikke just kan tale om kundeflugt, så pibler kunderne i hvert fald ud af svenske Telia og over til andre mobilselskaber. Det viser det
seneste kvartalsregnskab fra Telia.
Svenskerne forklarer ifølge flere aviser faldet i kunder med, at de andre selskaber har været mere aggresive. De andre selskaber markedsfører sig selv hårdere og giver store tilskud til køberne af nye mobiltelefoner. Især telefontilskuddene satser Telia dog nu selv på som et middel til at vinde kunderne tilbage med.
Det er ikke kun aggressive konkurrenter, der koster Telia kunder. Markedet for nye mobilkunder er simpelthen ved at være så mættet, at det i højere grad handler om at tiltrække andre mobilselskabers kunder – og fastholde sine eksisterende kunder – end om at få helt nye kunder. Og den kunst har Telia altså ikke været så god til som for eksempel Orange, TDC og Sonofon.
Telia tabte i øvrigt 110 millioner kroner på sine mobile aktiviteter i Danmark i tredie kvartal, samtidig med at omsætningen steg til 147 millioner
kroner.