Mobilen bliver brugt til arbejde i fritiden

Både kollegaer og chefer sender sms-beskeder til medarbejdere, selvom de har fri. Arbejdsliv og privatliv flyder sammen.

Mobilen bliver brugt til arbejde i fritiden

Selvom lyset på kontoret er slukket, kan displayet på mobilen sagtens blinke. Både chefer og kolleger bruger sms-beskeder til at skrive om arbejdsrelaterede forhold i fritiden, skriver DR.

Hele 40 procent af medarbejderne på danske arbejdspladser får dagligt, ugentligt eller månedligt sms-beskeder med arbejdsrelateret indhold fra en kollega, viser en undersøgelse, som er foretaget for Magasinet Arbejdsmiljø.

Det er derimod kun knap 14 procent, der lige så ofte modtager sms-beskeder fra chefen.

Det er både før og efter arbejdstid samt på fridage og i ferier, at arbejdsbeskederne bliver sendt.

Men det er okay at modtage sms-beskeder, mener mange. Lidt over halvdelen af alle adspurgte siger, at det er i orden, at kollegerne sms’er. Kun 11 procent synes slet ikke, at det er i orden.

Men danskerne skal være opmærksomme på, at det hele ikke skal flyde sammen, mener fagforbundet HK/Privat.

»Et godt liv er at have både et arbejdsliv, familieliv, fritidsliv og samfundsliv. Hvis man ikke sørger for at tage hensyn til disse liv, kan man ikke have et ordentligt liv. Men det er jo ikke det samme som at tage afstand fra to sms’er om dagen, men man skal tænke sig om,« siger arbejdsmiljøkonsulent Svend-Erik Hermansen.

1116 personer i alderen 18-70 år har deltaget i undersøgelsen, som er foretaget i samarbejde med Wiinblad Partners Research.