Mobilforskning rykker til hovedstaden
Forskningscentret CTIF på Aalborg Universitet har allerede afdelinger i Rom og indiske Kolkata – og nu følger en afdeling i København. CTIF (Center for Teleinfrastruktur) forsker i fremtidens mobilteknologier og ledes af den indiske professor Ramjee Prasad.
Den nye afdeling CTIF Copenhagen åbnes officielt tirsdag den 11. marts. Den skal ledes af professor Knud Erik Skouby, som kommer fra DTU. Sammen med en gruppe på i første omgang 10 forskere skal han være med til at opbygge og udvikle den nye forskningsafdeling, der også vil blive kendt som CMI (Center for Communication, Media&Information technologies).
– Det nye CTIF-samarbejde følger en anbefaling i Videnskabsministeriets Mobil-Fremskrivning om øget forskningssamarbejde. Danmark får hermed et helt unikt universitetsforskningsmiljø på mobil og wireless-området, der i kraft af sin størrelse og bredde også vil markere sig stærkt internationalt, forudsiger Knud Erik Skouby.
Sammen med CTIF Copenhagen starter et forskningsprojekt, støttet af Højteknologifonden, om fremtidens mobile medieplatforme, f.eks. mobil-tv.