Mobilguru: Microsoft køber Nokia for 100 milliarder kroner

Mobilguruen Eldar Murtazin mener at vide, at Microsoft vil overtage Nokias mobilafdeling for 100 milliarder kroner. Nokia afviser rygterne.

Mobilguru: Microsoft køber Nokia for 100 milliarder kroner

Mobilguruen Eldar Murtazin var den første til at afsløre, at Nokia og Microsoft ville indgå et samarbejde om at Nokia skulle bruge Windows Phone som deres primære styresystem til smartphones. Det gjorde han tilbage i december. Dengang blev rygterne afvsit som fuldstændig urealistiske, men de viste sig som bekendt at holde stik.

Nu kan Murtazin så afsløre, at Microsoft ganske enkelt har planer om at opkøbe Nokias mobilafdeling for 19 milliarder dollars, det der svarer til knap 100 milliarder danske kroner. Det skriver bgr.com.

Nokias topchef, Stephen Elop afviser rygterne med, at Nokia aldrig har overvejet, om Microsoft eventuelt skulle overtage Nokias mobilafdeling.

"Vi har store planer for fremtiden og vi har tænkt os at føre dem ud i livet", siger Stephen Elop til Bloomsberg.