Mobiloperatør udelukkende for Nokia-brugere

Ny mobiloperatør ser dagens lys, der i den grad har et begrænset kundesegment for øje. Målgruppen er nemlig udelukkende for de passionerede Nokia-brugere med hang til avancerede og dyre modeller.

Mobiloperatør udelukkende for Nokia-brugere

Danmarks yngste og nyeste mobilservice leveret af Debitel har fået navnet telnokia, som burde gøre det åbenlyst, at det udelukkende er en operatør for Nokia-brugere. Men ikke bare alle og enhver Nokia-bruger – selskabet henvender sig kun til dem, der stiller store krav til, hvad deres mobil kan, og hvordan den ser ud.

Og fokus ligger næsten kun på selve mobilerne, hvor abonnementspriser og alt ved siden af kommer i baggrunden. Faktisk er der kun ét abonnement at vælge, så man slipper for den store jungle. For 399 kroner om måneden får man 4.000 minutters taletid i Danmark, ubegrænset sms og mms, og efter 12 måneder som kunde får man tilbudt en ny mobil hvert år. Desuden får man også 20 MB fri datatrafik om måneden. Overskrider man det forbrug, koster det 1 øre per KB.

– Vores ønske er, at folk skal have fuldt udbytte af deres eksklusive Nokia-model. Derfor har vi sammensat et meget konkurrencedygtigt abonnement, som dækker næsten ethvert forbrug. Vi tror, det er med til at nedbryde den barriere, mange har om, at det er dyrt at gå på nettet via mobilen eller sende mms’er, siger Peter Noer Kyndal, der er markedschef for nclub.dk og telnokia.

Om det noget alternative og anderledes valg af kundegrupper siger Peter Noer Kyndal:

– Der er jo ikke nogen selskaber, der kan fokusere på det hele på én gang. Og vi har bare valgt at fokusere anderledes, hvor vi mere går op i kvalitet på mobilerne. Kunderne kan nemt have svært ved at finde rundt i abonnementsudvalget, så hos TelNokia er der mere fokus på mobilen. På den måde kan folk mere koncentrere sig om at vælge den rette telefon. Og her er det vores mening, at Nokia leverer det bedste sortiment inden for highend-mobiler, siger han.

Han forventer i øvrigt, at de får 10.000 kunder i løbet af et år.

På telnokias website er det muligt at købe forskellige Nokia-mobiler, hvor den mindst avancerede er en Nokia 6300. Desuden er TelNokias kundeservicemedarbejdere specialiseret i de forskellige Nokia-modeller, så kunderne på den måde kan få aktiv rådgivning.