Mobiloperatørerne: Vi har ikke behov for at sænke udlandspriser

I Sverige har 3 netop gjort det langt billigere at ringe til udlandet med mobiltelefonen, helt ned til 18 øre i minuttet med billigt tillægsabonnement. Vi skal dog ikke forvente, at de danske mobiloperatører følger trop foreløbig, for der er nemlig ikke behov for det, konkluderer de selv.

Mobiloperatørerne: Vi har ikke behov for at sænke udlandspriser

Med et billigere tillægsabonnement, 3Global, og lave samtalepriser bliver det nu langt billigere for svenske 3-kunder at ringe til op mod 40 lande, og til 20 lande komme minutprisen ned på 18 svenske øre. Når besparelsen er størst, sammenlignet med den ordinære pris hos 3 i Sverige, så sparer man 98 procent. Det skriver mobil.se.

Tillægsabonnementet 3Global har ind til nu kostet 69 svenske kroner om måneden, men nu kan vores svenske brødre og søstre oprette abonnementet for 29 kroner.

Hos danske 3 tilbyder man ligeledes 3Global, hvor man for 69 kroner om måneden kan ringe til for eksempel Norge, Finland, Polen, Tyskland, Storbritannien og USA for 59 øre i minuttet. Men de har ikke planer om at gå i fodsporene på svenske 3 ved at gøre 3Global lige så billig, som svenskerne nu gør.

– Vi har ikke behov for det. TDC er de eneste med et produkt [FlexUdland Platin, som er et tillægsprodukt til FlexConnect, red], som kan matche vores. Det koster kun 20 kroner om måneden, men minutprisen er langt dyrere hos TDC med op til 10 kroner per minut [til Norden og USA koster det 1 krone i minuttet, til Europa 2 kroner i minutter, mens det til Øvrige Lande koster 10 kroner i minuttet, red.]. Vi har ikke behov for at sætte priserne ned, forklarer Parastou Booyash, PR- og kommunikationskoordinator hos 3 og bekræfter, at konkurrencen ikke er lige så hård på det område som i for eksempel Sverige.

Hun forklarer endvidere, at det heller ikke er noget, som kunderne efterspørger.

Heller ikke TDC og Sonofon har planer om at sænke priserne på udlandstelefoni. TDC svarer, at de altid overvejer prissætning. Sonofon tilbyder billigere mobiltelefoni til erhverv, hvor de enkelte firmaer får et tilbud alt efter forbrug, men “som matcher TDC’s”, som Sonofon selv siger. Men heller ikke de har planer om prisnedsættelse på mobiltelefoni til udlandet.

Telia tilbyder ikke tillægsabonnementer til udlandstelefoni med mobilen, hverken til erhverv eller private, men “det er med i fremtidige overvejelser” forklarer Rune Fick Hansen, kommunikationschef hos Telia. Han begrunder det med, at der ingen efterspørgsel har været på det hos deres kunder.

Fastnetoperatører har længe opereret med samme tilbud fra fastnettet, og til trods for de danske mobiloperatørers manglende lyst til at lave noget tilsvarende som 3 i Sverige, så tror teleanalytikeren John Strand, at det kun er et spørgsmål om tid, inden vi får samme prisleje som i Sverige:

– Det bliver noget, som alle kommer til at tilbyde. Tingene bliver bare billigere og billigere, forklarer John Strand.

Han vurderer i øvrigt, at det ikke bliver en operatør, der kommer først med lige så billige priser om i Sverige, men at det nok nærmere bliver en af de såkaldte service providers. Han vil dog ikke sætte navn på, hvem det eventuelt bliver.

Emnets videre forløb

Siden vi publicerede denne fortælling er der kommet nyt i sagen. Redaktionen fulgte op på historien. 30/11/1999 fulgte vi op med sagen; M1 vil lege med de tunge drengeKlik her og læs den fulde artikel.. Siden er meget vand er løbet gennem åen. De seneste nyheder finder du ved at klikke her. .