MobilPit konkurs – efterlader milliongæld og fortsætter
Firmaet HMI Trading i Århus er fortid. Dermed er produktet MobilPit også lagt i graven. Folkene bag blev ellers tæt på landskendt, da de optrådte på fri line i iværksætterprogrammet “Springet” på TV2 i 2004.
Ifølge morgenavisen 24timer har firmaet på mindre end seks måneder brugt mindst 4,9 millioner kroner til at købe reklamer og marketing op til jul. Men 81 kreditorer i Danmark, Tyskland og Norge har ikke set en krone.
Avisen har forgæves forsøgt at få de to ansvarlige direktører i firmaet – Henrik Syppli Sørensen og Michael Ebbesen – til at kommentere den pinlige sag. Men ligesom de mange kreditorer heller ikke kan få kontakt til de to iværksættere, er det også mislykket for avisen. Derimod siger en af anpartshaverne og idémændene bag MobilPit, at milliongælden er opstået i et desperat forsøg på at få julehandlen til at give overskud i firmaet.
»Men mig og min kone blev smidt ud af firmaet allerede i februar sidste år efter uenighed med de andre anpartshavere. Derfor har vi ikke noget at gøre med milliongælden,« forklarer anpartshaver Ib Kristoffersen til avisen. Han deltog også i TV2's program sammen med Henrik Syppli Sørensen og Michael Ebbesen.
Magasinet Mobil har her til morgen gennemgået MobilPits seneste regnskab. Det afslører, at der var en negativ egenkapital på flere hundrede tusinde kroner i slutningen af november sidste år. Alligevel fortsatte firmaet helt uforståeligt med at stifte milliongæld.
Men historien ender meget overraskende ikke her. 24timer kan nemlig afsløre, at Ib Kristoffersen – sammen med sin kone Nina Vincents, der opfandt MobilPitten – har søgt om verdenspatent på en ny MobilPit. Den skal ifølge ham selv sælges via teleselskaberne TDC og Sonofon om kort tid.