Mobilregning på en halv million

En 22-årig canadier har fået en mobilregning på en halv million kroner. Han havde tegnet abonnement med ubegrænset surfing, men havde ikke forstået, at den ikke gik, hvis han brugte mobilen til at koble pc'en op til nettet med.

Mobilregning på en halv million

Canadieren Piotr Staniaszek spærrede øjnene op, da han fik en mobilregning på det, der svarer til en halv million danske kroner. Han havde købt en ny mobiltelefon, så han kunne surfe på nettet med pc’en via mobiltelefonen.

Med et fast abonnement på mobildata kunne han trygt bruge mobilen til at downloade film til pc’en via mobilen, mente han. Men det var lige frisk nok, mente operatøren, for han blev efterfølgende præsenteret for en regning på en lille halv million kroner.

Der var nemlig en lille hage ved abonnementet "unlimited mobile data". Det var slet ikke ubegrænset, da det kom til stykket. Ubegrænset surfing var kun ved surfing fra mobiltelefons webbrowser – surfer man på pc’en via opkobling fra mobiltelefonen blev surfingen takseret for hver megabyte.

Operatøren har dog været så "venlig" at sænke regningen til cirka 17.000 kroner, men Piotr Staniaszek oplyser til engelske BBC, at han vil gå videre med sagen.

Kilde: BBC