Mobilsnak giver adfærdsvanskelige børn
Debatten om den mulige sundhedsfare fra mobiltelefoner fortsætter. Senest har forskere vist, at der er en statistisk sammenhæng mellem brug af mobiltelefon blandt gravide og adfærdsproblemer hos små børn. Den samme undersøgelse viser også en statistisk sammenhæng mellem mindre børns brug af mobiltelefoner og adfærdsproblemer.
Men Sundhedsstyrelsen mener ikke, at undersøgelsen giver anledning til at ændre anbefalingerne for brug af mobiltelefoner. Det kan ikke bevises, om det er radiobølgerne eller kvindernes eventuelle manglende opmærksomhed på børnene, fordi de taler i mobiltelefon efter fødslen, der fører til adfærdsproblemer.
Samtidig erkender Sundhedsstyrelsen dog, at der er mangel på viden på området, og man vil fremover nøje følge forskningen indenfor området.
Generelt anbefales det, at mobiltelefoner skal bruges med omtanke og kun anvendes til nødvendige samtaler. Generelt bør børn ikke bruge mobiltelefon, før de er i stand til på en fornuftig måde at begrænse brug af mobiltelefonen, hvor den holdes lige ved øret.
Sundhedsstyrelsens anbefalinger kan læses på nettet.