Mobiltelefon i MP3-afspiller
MP3-mobiler er blevet et almindeligt syn herhjemme. Hvilken som helst mobiltelefon med en smule respekt for sig selv, har MP3-funktioner, så man enten kan høre musik eller afspille MP3-ringetoner. Men nu er den omvendte funktion landet i Korea. En MP3-afspiller med mobilfunktioner har set dagens lys på markedet, skriver The Korea Times.
Med Altgens PAN-300VT kan du modtage og foretage opkald samt få tilsendt tekstbeskeder. Alt sammen ved hjælp af afspillerens Bluetooth. Det kan dog ikke lade sig gøre, hvis ikke man er i besiddelse af en almindelig mobiltelefon, fordi afspilleren har ikke indbygget et mobilnet. PAN-300VT benytter Bluetooth til at koble sig på mobilens net.
MP3-afspilleren fungerer på samme måde som et udvidet og trådløst headset, hvor man bruger afspillerens høretelefoner som forbindelse. Afspilleren/mobilen skulle komme ud på det globale marked, men regn ikke med at se på det danske. Den skulle koste mellem 150 og 200 dollar (ca. mellem 1000 og 1300 danske kroner).