Mobiltelefoner er ideel til politik

Mobiltelefoner er ideel til politik

– Når så godt som alle danskere løber rundt med en mobiltelefon i lommen, så er det bare med at komme ud af hullerne og bruge mobiltelefonerne politisk!

Så kontant er kommentaren fra teleanalytikeren John Strand, Strand Consult, til Magasinet Mobil's undersøgelse af de politiske partiers brug af SMS og mobile tjenester.

En rundspørge til alle de politiske partier i Folketinget viser, at brugen af SMS og andre mobile tjenester i valgkampen frem til Folketingsvalget er meget begrænset. Kun SF, Venstre og Fremskridtspartiet er i dag sprunget på

den mobile vogn.

John Strand undrer sig, men er ikke overrasket over resultatet.

– Mobiltelefoner er et nyt medie, som partierne ikke helt har opdaget endnu.

Men der vil kun gå meget kort tid, før vi ser partierne bruge også det medie målrettet til at føre valgkamp. Det er jo ikke teknologisk svært at udnytte de mobile tjenester. Så det handler om, at partierne lukker øjnene op, mener John Strand.

Og når han siger kort tid, så er det måske kun nogle få dage, der skal til, før de mobile tjenester bruges politisk.

– Med en mobiltelefon i alles lommer så er det bare at komme i gang. Det kunne for eksempel være politisk satire, hvor folk bestiller for eksempel

“ti løfter som Poul Nyrup ikke holdt”. Man sender simpelthen en SMS og bestiller de brudte løfter. Enten som tekst eller som tale, voice message,

siger John Strand.

Han forestiller sig også daglige slogans, som folk kan bestille og så få sendt med SMS.

– Kun fantasien sætter grænsen for, hvad man kan bruge den mobile verden til. Men det er vigtigt, at folk ikke spammes til med SMS'er. Hvis man

bruger mobiltelefonerne til at sende politiske budskaber, uden folk har bestilt dem, så vil beskederne få den modsatte effekt og gøre folk sure, advarer John Strand.