Mobivics søsterselskab tømte konkursbo
Et af Mobivics søsterselskaber har tømt et konkursbo for værdier, så tre it-selskaber har måttet gå forgæves med regninger.
De to teletjenester med billig udlandstelefoni, Pintown og EuroOne, var tidligere ejet af Mobivics søsterselskab STG International Ltd. Således står der fortsat inde på tjenesternes sider, at de er ejet og drevet af STG.
– Pintown var ejet af STG, og hele det her med STG og Euroone er ved at blive flyttet over i Mobivic-regi, og de domæner der er ejet af Starman (et søsterselskab, red.) er også ved at blive flyttet over, og det er der ikke noget mærkeligt i, har Bobby Elahi fortalt.
Men problemet er blot, at den engelske kurator ikke har fundet nogle værdier i STG International Ltd.
– Vi ved faktisk ikke, hvem der styrer firmaet, men vi kigger nærmere på det. Men jeg kan ikke sige mere om det, fortæller Louise Hewitson, assistent for den engelske kurator Graham Bishop.
Kunder kan fortsat benytte de to teletjenester, men pengene går rigtigt nok ikke til konkursboet. Ifølge firmaet DIBS, der tager imod kundernes betaling, går pengene til det danske selskab Starman Telecom A/S. Det er et af Mobivics søsterselskaber.
Dette selskab har dog også økonommiske vanskeligheder. Ved sidste regnskab havde selskabet en negativ egenkapital på fem millioner kroner. Samtidig truer Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med at tvangsopløse selskabet, da Starman Telecom A/S ikke har afleveret regnskab til tiden.