Motorola advarer Apple: I bliver for store

Er der en mobilproducent, som i den grad har blødt, så er det Motorola - nu advarer de Apple mod samme skæbne.

Motorola advarer Apple: I bliver for store

Motorola og Nokia er to skrækeksempler på, hvad der sker, når man sover i timen. Nokias fald fra tinderne har vi helt frisk i erindring, ja faldet er sådan set stadig i gang, trods positive vibes fra Nokia N9 med Meego, men også Motorola blev fuldstændig blæst omkuld efter salgssuccesen med Razr-mobilen V3.

Det er flere år siden, den rundede mere end 100 millioner solgte eksemplarer, og Motorola troede, de bare kunne fortsætte af samme sti. Men det kunne de ikke. Så i løbet af relativt få år sank Motorolas mobilafdeling til bunds efter at have været verdens andenstørste mobilproducent og Motorola trak sig ud af mange markeder verden over.

Nu advarer Motorolas mobilchef, Sanjay Jha, at Apple kan risikere at lide samme skæbne som Motorola. Han forklarer i et interview, at størrelse betyder meget på alle forretningsområder, men at man skal passe meget på med at blive for store. Han peger direkte på Apple, som har haft enorm succes på mobilmarkedet, men denne succes kan blive Apples svaghed:

"Jeg bryder mig ikke om kommentere på svagheder hos et firma, der har oplevet utrolig succes med at levere et verdensklasseprodukt. På den anden side går størrelse og innovation meget ofte ikke hånd i hånd", lyder det fra Jha.  Han advarer mod, at store firmaer bruger tid på at forsvare deres markedsandele og at andre defensive handlinger træder ind i stedet for at satse på innovation.

Han advarer også om, at der er risiko for, at mellemledere i store firmaer begynder at styre kulturen og strategien i firmaet. Det er i øvrigt noget, som Nokia er blevet skarpt kritiseret for. Her turde lederne ikke satse og skære igennem, som de burde have gjort.

Jha tror dog, at Apple nok skal tage hånd om udviklingen, men, og uden at tale om Apple specielt understreger Jha, så vurderer Jha, at den størrelse, der følger med stor succes, er starten på nedturen.

Kilde.