Motorola Droid 2 klar til at løfte tung Android-arv

Motorolas Android-mobil Droid nød stor succes og bragte Motorola tilbage på mobilmarkedet. Nu er de klar med en efterfølger.

Motorola Droid 2 klar til at løfte tung Android-arv

Sidste år introducerede Motorola modellen Droid, der var den første model med Android 2.0, og som samtidig blev Motorolas første succesfulde model i lange tider. De er nu klar med en efterfølger, der på mange punkter minder meget om forgængeren.

Android 2.2 og ny hurtig processor

Den nye model hedder meget logisk Droid 2, og designet er også i store træk bibeholdt, selvom det nu er lidt blødere og det udskydelige fulde qwerty-tastatur har fået sig et nyt design. Det nok mest spændende ved den nye model er, at den har det nye Android 2.2, og at den har en OMAP 3-processor på en gigahertz, der sagtens kan bide skeer med både den velkendte Snapdragon-processor og Samsungs Hummingbird-processor, som Galaxy S gør brug af.

Foreløbig kun i USA
Motorola Droid 2 er allerede fra i dag tilgængelig hos den amerikanske operatør Verizon. Som det var tilfældet med den originale Droid, får vi dog formentlig snart en europæisk version at se, men med Motorolas ringe interesse i det danske marked, skal vi nok desværre ikke forvente en lancering herhjemme.

Kilde: Motorola