Motorola er mobilernes internet-konge
Forbrugerne har efterhånden fået adskillige dyre smartphones at vælge imellem. Det er dog stadig de ‘almindelige’ mobiltelefoner, der hyppigst bliver brugt til at surfe på internettet.
Det viser en nylig opgørelse fra annonce-firmaet AdMob, hvis forretning udelukkende fokuserer på internet via mobiltelefoner.
Ifølge firmaets statistik foregår den mobile internetsurfing i USA oftest fra en Motorola- eller en Samsung-telefon. Således er knap 36 procent af alle de mobile annoncer, som AdMob håndterer, blevet sendt til en Motorola-mobil. Razr og Krzr er de to mest benyttede modeller.
Samsung indtager den amerikanske andenplads med 14,1 procent.
Hvis man kigger på statistikken, der gælder for hele verden, er det endnu en gang Motorola, der løber med hæderen. Også her er Razr og Krzr de mest populære modeller.
Andenpladsen går i denne forbindelse til Nokia.
AdMob oplevede en stigning i antallet af viste annoncer på 19,7 procent i juni sammenlignet med måned forinden. Firmaet forventer, at væksten vil nå nye højder, efterhånden som forbrugerne får skiftet deres gamle telefoner ud med nye og mere avancerede modeller.
– Skønt iPhone og BlackBerry er fremtiden, benytter folk allerede på nuværende tidspunkt mobil-internet i stor stil – selv på mindre sofistikerede telefoner, siger Jason Spero, AdMobs vicepræsident for marketing, ifølge The New York Times.
Mobilt bredbånd – Sammenlign priser & hastigheder – Telepristjek.dk
Internetforbindelser hos Telia til konkurrencedygtige priser