Motorola mistænkes for Samsung-sabotage
I sidste uge blev et videoklip, hvor en ultra-tynd Samsung-mobil knækkes i to dele som var den et tørt stykke knækbrød, vist på den populære videoklip-tjeneste Youtube.com.
Den telefon, der knækkes midt over, er en Samsung Ultra Edition 6.9 – det er den nye Samsung-telefon som kun er 6,9 millimeter tyk. Ifølge Samsung skulle det bare ikke være så let at knække mobilen.
– Telefonen kan ikke knækkes så let, da coveret er lavet af fiberglas-plast, forklarede Samsungs talsmand, efter videoen blev sendt ud på nettet.
Samsung har allerede meddelt, at de vil undersøge mulighederne for at lægge sag an mod folkene bag filmen. Nu tyder noget på, at det er konkurrenten Motorola, som også er kendt for de supertynde Razr-modeller, som muligvis står bag filmen. Ifølge The Korea Times er filmen nu "fjernet efter anmodning fra filmens ophavsmænd fra Motorola".
Vi venter på at få en kommentar fra Samsung, og Motorola vil ikke kommentere sagen.