Motorola Rokr E8: Motorolas Tour de Helvede

Motorola har vist gode takter det sidste års tid med glimrende mobiltelefoner til både erhverv og private. Rokr E8 er amerikanernes forsøg på en musikmobil, og det som en af de mere særprægede og øretæveindbydende af slagsen.

Motorola Rokr E8: Motorolas Tour de Helvede

En af de telefoner, som jeg har set mest frem til at få fingrene i til test, er Motorola Rokr E8. Ikke fordi, den på papiret lød som en topmodel som bare ville vende op og ned på hele mobilbranchen med alskens ypperlige funktioner. Men nærmere på grund af det noget særprægede design med en halvmåne-formet touchpad til at bladre rundt i musikken med og det klassiske Motorola-tastatur, som har fået en lille design-twist, og så det faktum, at den er en musikmobil. Allerede nu kan jeg afsløre, at Rokr E8 blev en mindre tour de helvede for undertegnede, men tag endelig med på turen, så du kan få indblik i, hvorfor det blev det.

Prisværdigt med nye tiltag, men…

For en så stor telefon som denne er skærmen lille på kun to tommer, men til gengæld er den ret skarp. Telefonen er 10,6 millimeter tyk, og de 53 millimeter i bredden føles faktisk bredere, men den glider let ned i lommen. Materialet er spejlglat plastik på fronten, mens den er mat på bagsiden. Som vi netop har nævnt, så er tastaturet lidt anderledes end det, vi kender fra for eksempel Motorolas Razr-modeller. Det er ellers helt fladt og ligger egentlig gemt under coveret, og gør det altså ud for et såkaldt touchpad, som man kender det fra trykfølsomme skærme. Det fungerer dog ikke på helt samme måde, for det er ikke nok bare at sætte en finger på tasterne, man skal trykke lidt hårdere ned, så man kan mærke, at overfladen giver sig. Når man har trykker, mærker man en lille bevægelse fra tasten, der bekræfter, at man har trykket. Det fungerer bedst, hvis man bruger det yderste af fingeren, lidt negl skader ikke, men jeg blev aldrig rigtig glad for den tastatur-løsning.

Det samme kan siges om den halvemåne-formede touchpad, som kan bruges til at bladre i kontakter, billeder, musik plus meget mere med. Den reagerer i og for sig fint nok, men det irriterer mig, at den netop er halvmåne-formet. Hvorfor er den ikke bare helt rund? Det vil gøre det langt lettere at bladre igennem mange musiknumre eller i billedalbummet. Som det er nu, bliver man afbrudt, når man er nået halvvejs rundt.

Firevejstasten giver genvej til fire forskellige funktioner, som man selv let kan vælge, og man kan vælge at få dem vist på startskærmen, så man ikke kommer i tvivl om, hvilke genveje man har valgt – det er en god løsning.

Inden vi ser nærmere på den absolutte hovedfunktion i denne model, naturligvis musikken, så vil vi lige se på, hvad den ellers kan prale med, og om den kan gøre det uden, at det fremstår som tomt blær.

Kameraet siger som en chimpanse

En funktion, som mange næsten altid spørger undertegnede om som noget af det første, når jeg hiver en ny mobil op af lommen, er, hvor godt kameraet er. Det er efterhånden blevet den funktion, som de fleste interesserer sig for i mobiltelefoner (musik er nærmest noget, som folk tager for givet). Bedømt ud fra kameraspecifikationerne er der ikke meget at komme efter – kun to megapixel uden autofokus og fotolys af nogen art. Så bør alarmklokkerne ringe hos den kamerainteresserede. Der sidder en genvejstast på venstre side af telefonen, og den tilbyder muligheder som billedserier og selvudløser, og man kan vælge farvelag til billederne. Til al forventning kan kameraet ikke rigtig finde ud af at stille skarpt på noget punkt på billedet, og særlig skarpe og klare bliver billederne ikke. Dog får man nogle ret interessante billeder med de farvevalg, man kan fotografere med. Der har Motorola ramt plet med en kamerafunktion, der giver billederne en ekstra dimension. Lukkelyden kan i øvrigt sige som en chimpanse, hvilket jeg morede mig meget over, mens kæresten derimod så sig nervøst omkring for at sikre, at ingen hørte det, da jeg testede kameraet i vores lokale park.

I forbindelse med billeder skal det nævnes, at bruger man headset med Bluetooth til telefonen, ja så kan man ikke samtidig sende for eksempel billeder til ens computer via Bluetooth. Det er dybt godnat i mine øjne. Det går dog ellers gnidningsfrit at sende filer med Bluetooth, men man kan altså kun bruge Bluetooth til en ting af gangen.

Uhørt sløv med musik

Oprettelsen til pc via USB-stik går ikke smertefrit, første gang jeg kobler telefonen til pc for at overføre musik. Jeg er nødt til at trække stikket ud og sætte det i igen et par gange, inden telefonen dukker op som en ekstern harddisk – også selvom den skriver, at forbindelsen er oprettet. Den dukker ikke direkte op på skærmen, som de fleste eksterne harddiske ellers gør, så man skal gå ind i Computer for at finde den. Men det var så også eneste gang, jeg stødte på dette lille problem. Overførslen af musik går glat og hurtig, og man kan blandt andet vælge, om man vil synkronisere direkte med Windows Mediaplayer. Det gjorde vi, og små 150 sange blev overført på to tre minutter. Sådan skal det være.

Igen stødte vi dog på problemer med Bluetooth'en. Da jeg koblede telefonen til pc'en via USB, kappede den simpelthen forbindelsen til mit Bluetooth-headset. Højst ejendommeligt, synes jeg nok.

Selve menuoversigten fungerer upåklagelig med en logisk opbygning. Men gør dig så lige klar til at holde på hat og briller. Når man skifter sang, går der ofte over 10 sekunder, inden den begynder at spille næste nummer. Og det bliver bestemt ikke bedre af, at den er ekstremt langsomt til at reagere på tryk, når man bevæger sig rundt i menuerne, mens man lytter til musik. Det samme gælder, hvis man vil lave noget andet, mens man lytter til musik, for eksempel at skrive en sms. Her er det et endnu større mareridt at bevæge sig rundt. Alt hakker, og man skal vente lang tid på, at den reagerer på ens valg. Jeg tog tid på et tilfældigt tidspunkt, hvor jeg ville ind i menuen fra startskærmen, mens jeg lyttede til musik – jeg talte til 58 kasser øl, inden menuoversigten kom frem. Helt uhørt. Det er ligeledes irriterende, at der ikke er en tast til at komme direkte ind i musikmenuen igen fra startskærmen, mens man lytter til musik. Man skal via menuen som vanligt. Det kan lyde som en bagatel, men satser man på at have den bedste musikmobil, så skal den slags detaljer bare være på plads. Lyden i de indbyggede højttalere og specielt høretelefonerne er dog rigtig god, skal det tilføjes. Stikket til headsettet sættes i øverst på telefonen. Det er smart nok, når man har telefonen i bukselommen, men hvorfor skal det være så grimt udført med en plastikflap flagrende, som i øvrigt faldt af efter kort tids brug?

Lyden i headsettet er ellers udmærket, og også de indbyggede højttalere giver forbavsende god lyd.

FM-radio med tre frekvensbånd

FM-radioen scanner ret hurtigt for kanaler, men den kan ikke selv gemme de fundne kanaler. Det skal man selv gøre manuelt, hvilket naturligvis ikke er godt nok sammenlignet med løsningerne hos konkurrenterne. Når man har fundet den ønskede kanal, vælger man kanalens placering ved at trykke på for eksempel 2 i et par sekunder. Hvad gør man så, når man har valgt ni kanaler? Ja, så er der ikke så meget at gøre. Motorola har dog valgt at køre med tre forskellige frekvensbånd, de kalder det for FM 1, FM 2 og FM 3, så man kan gemme op til 27 kanaler. Helt praktisk er løsningen dog ikke.

Her på falde rebet skal også nævnes, at den hverken har 3G eller Wi-Fi, så man må leve med edge som hurtigste dataopkobling. Den har Bluetooth 2.0 A2DP med stereolyd, og til lyd fungerer bluetooth'en godt, bare ikke til filoverførsel. Den kobler sig lynhurtig op til mit bluetooth-headset – faktisk hurtigere end jeg tidligere har oplevet med andre telefoner. På siden sidder tastaturlåsen som er rigtig praktisk og det er basisfunktioner som kalender og alarm også. Endelig skal den også have ros for sit 3,5 millimeter jackstik, som unægtelig gør det lettere at tage egne høretelefoner i brug. Det retter dog ikke op på et noget trist billede af en telefon, som vi håbede ville overraske positivt – det gjorde jo både Z8 og Q9, men denne gang skuffer Motorola.

Spørgsmål&svar

Hvordan håndterer den musikfilerne? Fint faktisk. Når musikken overføres til mobilen, ordnes det hele i logisk rækkefølge, og man kan vælge mellem flere funktioner i afspilleren og oprette spillelister.

Er der god FM-modtagelse? Den har ikke RDS, som vel bør være med i mobiltelefoner med FM-radio – det har flere af Sony Ericssons modeller og Nokia gør også mere ved det, men signalet er nu ellers meget godt.

Jeg overvejer at købe Sony Ericsson W890 – skal jeg gøre det i stedet for? Svaret må være ja. For det første er kameraet langt bedre, men den er også langt hurtigere i menusystemet, selvom man lytter til musik samtidig. Og prisen er faktisk den samme.

Alternativer

Alle telefoner, der kan afspille musik! Specielt modeller som Nokia 5310 XpressMusic og Sony Ericsson W890 er langt bedre musikmobiler. Førstnævnte har mange af de samme specifikationer, men er bare cirka 1.000 kroner billigere og fungerer langt bedre. Sidstnævnte er også langt bedre, og har endda et 3-megapixelkamera.

Ydeevne (tommelfinger ned)

SP Mark-test Telefonen kunne ikke fuldføre vores test, og viser derfor intet resultat

Kommentar Måling af ydeevne kunne ikke gennemføres, men man kan nu sagtens installere java-programmer på den. Telefonen er katastrofal træg, når man lytter til musik samtidig med at man vil bevæge sig rundt i menuerne.

Batteritid/ taletid (tommelfinger op)

Producenten oplyser 5 timer

Batteriets taletid for os 3 timer 12 minutter

Kommentar: Lige nøjagtig nok til at vi vil give den tommelfinger op for batteritiden, men egentlig havde vi forventet en bedre tid, producentens egne oplysninger taget i betragtninger.