Motorola vil give Android ny brugerflade
Der er ingen tvivl om, at softwaren og brugerfladen har fået en meget større betydning for mobiltelefoner inden for de seneste par år. Dette er Motorola da også opmærksomme på, da de nu ser ud til at være i gang med at lave deres egen unikke brugerflade til Android.
Blur er den nye brugerflade
Ifølge sitet Boy Genius Report vil Motorolas nye brugerflade blive kaldt Blur, og den vil ligesom HTC’s tilsvarende Sense UI kombinere personlige kontakter og sociale netværkssider med et flot og brugervenligt design.
Baseret på netadgang
Den nye brugerflade skulle være baseret på nem adgang til internettet, som det også er tilfældet med Palms nye styresystem webOS. Desuden skulle den nye brugerflade også kunne opdateres direkte på mobilen over internettet.
Det forventes at Motorola er klar med sine første Android-baserede modeller senere i år.
Kilde: Boy Genius Report