Music On Mobile – Alcatel OT-S853

Alcatels flagskib, musikmobilen OT-S853, er en spøjs omgang mobiltelefon. Førstehåndsindtrykket er ikke godt, men så vinder den lidt igen. Spørgsmål er, om den holder i det berømte lange løb.

Music On Mobile – Alcatel OT-S853

Er OT-S853 fra Alcatel det, som en hel mobilverden har gået og sukket efter? Måske ikke og mindre kan da også gøre det, og det skal Alcatel være glade for. Førstehåndindtrykket af denne model, der eftersigende skulle være Alcatels flagskib, er nemlig ikke pragende.

Den, som vi har fået til test, er næsten helt sort med en god stor skærm, der står klar og tydelig. Selve coveret er af samme materiale som den hårdføre Nokia 5140, og S853 virker faktisk også til at kunne klare en del fald på fortovet eller gulvet. Selvom den inviterer til det, så har vi dog ikke afprøvet netop det endnu. Sådan noget gør vi først, når vi er færdige med at teste telefonen – bare lige for en sikkerhedsskyld.

Tasterne er gode at skrive med og menuoversigten giver et godt overblik over alle programmer. Jeg må indrømme, at jeg skulle bruge længere tid på at forstå, hvordan man f.eks. får skrevet og sendt en SMS. Det er i sig selv et dårligt tegn, da man i langt de fleste tilfælde ikke behøver tænke mange nano-sekunder over det. Det lykkedes mig dog at få en sendt af sted, og når man lige har vænnet sig til det lidt akavede system, så kører det fint. Men det er altså ikke helt som det plejer. Jeg morede mig samtidig over det lettere forældede design, som tegnene har.

Kameraet lader til at virke godt med forskellige indstillingsmuligheder, som bestemt lover godt, selvom kameraet kun er på 1,3-megapixels. S853 har været længe under vejs, og da den blev lanceret for første gang en gang sidste år, var 1,3-megapixels flot, men i dag er det ikke noget at prale med. Billederne lader dog til at blive rimelige, men da jeg vil sende billederne til min computer for at vurdere dem bedre, indtræffer katastrofen – man kan ikke sende filer med Bluetooth fra denne mobil. Det var lige godt pokkers, tænkte jeg, og det blev lige godt til dobbelt pokkers, da jeg fandt ud af, man heller ikke kan sende filer fra computer til mobilen via Bluetooth. Heller ikke nye kontakter i Outlook.

Spørgsmålet er så, om telefonen kan bruges sammen med et Bluetooth-headset. Det kigger vi nærmere på til næste udgave af Mobil

At det er en dedikeret musikmobil, vidner tasterne langs den venstre side om. Her er nemlig taster til at kontrollere musikken med, så man ikke nødvendigvis skal ind i menuen for at gøre det. Vi har dog ikke fået testet, om den håndterer musik godt, for der følger ikke noget kort med til at supplere den interne hukommelse på 10 MB. Det er for nærigt af Alcatel. FM-radioen lader dog til at fungere udmærket.

Førstehåndsindtrykket af S853 er en mærkelig landhandel, og det er endnu ikke til at sige, om den virkelig er værd at kaste penge efter, og det er vel i sig selv ikke det bedste indtryk at efterlade sig.

Som sagt vil du kunne læse alt om Alcatel S853 i næste nummer af mobil, når modellen har været gennem Mobils testkværn!