MWC: Første kig på Nokias touch-drømme
Mange har nok store forhåbninger til Nokias næste version af styresystemet S60. Det kommer nemlig til at understøtte mobiler med trykfølsomme skærme, og kommer derfor til at tage kampen op mod blandt andet den ikoniske iPhone og mange avancerede modeller med Windows Mobile og UIQ. Der er dog stadig lidt tid til, at vi får en mobil med det nye styresystem at se. Den første model skulle ifølge Nokia selv nemlig først komme i sidste halvdel af 2008. Alligevel har de allerede nu vist en smagsprøve på det nye S60 på mobilmessen Mobile World Congress, der afholdes i Barcelona i disse dage.
Desværre kan man godt se, at Nokia stadig mangler en del udvikling, før den nye version af S60 kommer til at blive rigtig god. Lige nu ligner den i meget høj grad det nuværende S60, som vi kender fra mange af Nokias smartphones, og flere af funktionerne virker ikke helt færdige.
Vi glæder os dog til at se det færdige resultat, når Nokia engang senere på året sender den første mobil med styresystemet på gaden. I mellemtiden kan du selv se demonstrationen af det kommende S60 til trykfølsomme skærme på linket herunder.