MWC: Microsoft løfter sløret for Windows Mobile 6.5
Microsofts CEO Steve Ballmer har netop annonceret det nye Windows Mobile 6.5, der byder på en række nye funktioner og en særdeles tiltrængt opdatering af styresystemets udseende.
Det nye styresystem tilføjer en opdateret standbyskærm med hurtig adgang til de meste anvendte funktioner, såsom e-mail, billeder og internetbogmærker. Microsoft har ligeledes opdateret Start-menuen, så den nu vises som en bikage med store ikoner. Styresystemets menuer er blevet fingervenlige, og skærmtastaturet er nu noget større og optimeret til brug med fingrene.
Under en fremvisning af det nye styresystem fortæller Microsoft, at Windows Mobile 6.5 er en vigtig del af Microsofts nye “Windows phone”-koncept, der går ud på at man fremover skal tænke på sin Windows Mobile-telefon som en komplet Windows-enhed fremfor en mobiltelefon med et begrænset mobilt styresystem.
Internet Explorer Mobile er blevet opdateret i Windows Mobile 6.5 til bl.a. at kunne vise Flash-indhold. Understøttelsen af “rigtige” hjemmesider er ligeledes blevet forbedret markant. Softwaregiganten har også implementeret understøttelse for en række fingergestus, bl.a. til at zoome ind på en hjemmeside og navigere rundt på siden.
Microsoft oplyser, at man i alt har solgt over 50 millioner Windows Mobile-enheder, hvoraf mere end 20 millioner blev solgt sidste år. De forventer, at dette tal vil stige i takt med at Windows Mobile 6.5 bliver frigivet. Ifølge Microsoft bliver Windows Mobile 6.5 ikke frigivet som en officiel opdatering til nuværende Windows Mobile-mobiltelefoner, og vil altså kun være at finde på de kommende såkaldte “Windows phones”.