MWC: Nokia 6710 Navigator og 6720 classic præsenteret
Den store mobilmesse Mobile World Congress i Barcelona er nu skudt i gang, og Nokia har netop præsenteret to nye modeller.
Den første model hedder 6710 Navigator, og som navnet antyder, har den særlig vægt på navigation. Den har indbygget GPS og naturligvis den seneste Kort-software fra Nokia, der blandt andet tilbyder real-time bil- og fodgængernavigation. Modellen har desuden specielle taster til for eksempel at zoome hurtigt ind på kortet, og skærmen er stor og optimeret til udendørsbrug. Da Kort-softwaren nu er blevet integreret med Nokias OVI-services, er det desuden muligt at planlægge sin tur på computeren for derefter at lægge den over på mobilen.
Den anden model hedder 6720 classic, og der er tale om en mobil med mere fokus på kameraet. Det indbyggede kamera er således på 5 megapixel, og har både autofokus og dobbelt fotolampe. GPS er også indbygget i denne model, men det er mere tiltænkt kameraet, idet man kan geotagge sine fotos, så man kan se, hvor de er taget. 6720 classic har desuden også en indbygget støjreduktion, der ikke er set før. Den skulle minimere baggrundsstøj, når man taler i den.
Nokia 6720 classic forventes at komme på markedet i andet kvartal i år til en pris på cirka 2300 kroner inklusiv moms, men uden abonnement. Nokia 6710 Navigator forventes i butikkerne i tredje kvartal i år til en pris på omkring 2800 kroner inklusive moms, men uden abonnement.