Mystisk Samsung med Windows Phone 7 dukket op

Vi har tidligere set en prototype på en Windows Phone 7-mobil fra Samsung. Men billeder af en ny modell, der ser helt anderledes ud, har nu set dagens lys.

Mystisk Samsung med Windows Phone 7 dukket op

Kort efter Microsofts annoncering af Windows Phone 7 tilbage i februar måned fik vi en Samsung-mobil ved navn Taylor med det nye styresystem at se. Det lignede stort set den ældre Symbian-mobil Omnia HD på en prik, og var ifølge Samsung også blot en testenhed. Og nu er den rigtige vare så måske dukket op.

Ukendt firkantet Samsung-model

Via en Twitter-konto tilhørende en Andrej Tozon er der nemlig nu dukket et par billeder af en hidtil ukendt Samsung-mobil med Windows Phone 7 op. Designet er meget firkantet, og minder ikke umiddelbart om det Samsung-design, vi er vant til. Faktisk minder det mere om den Asus-mobil med Windows Phone 7, som vi før har set, og det kan da heller ikke udelukkes, at Microsoft måske har haft en finger med i designspillet for begge modeller.

Desværre kender vi ikke yderligere detaljer om denne nye Samsung-mobil, men de dukker formentlig op, efterhånden som Windows Phone 7-modellerne nærmer sig deres lancering senere på året.

Du kan følge linket herunder for at se endnu et billede af den nye Windows Phone 7-model fra Samsung.

Kilde: pocketnow.com