Næste Apple-event: Det drømmer vi om
Ny iPhone, ny iPad, ny Mac, nyt iOS, ny produktserie. Der er faktisk rigeligt med ting og sager, som Apple kan lancere den 10. juni, når Apple afvikler deres udviklerkonference, der vanen tro også byder på nye produkter.
Lad os starte med iPhone, det er ligesom det produkt, Apple efterhånden har sat størstedelen af butikken på.
En del var lettere skuffede over iPhone 5, men den viste faktisk, at Apple ikke er bange for designændringer. Der var tale om en forholdsvis stor makeover sammenlignet med iPhone 4S, modellen før iPhone 5. Større skærm og nye materialer for eksempel, så derfor kan vi godt sætte næsen op efter noget spændende på den front.
En billig variant af iPhone kunne også være et godt bud på noget, Apple vil lancere den 10. juni. Okay, alt er relativt, vi kommer nok ikke ned i prislejer som vi ser det med billige Androids eller Windows Phone og under 2.500 kroner kommer vi i hvert fald ikke. Vi skal nok også være heldige, hvis en billig iPhone kommer under 3.000 kroner, men sammenlignet med de 5.200 kroner, som den mindste variant af iPhone 5 koster, så er 3.000 kroner en lav pris.
Apple er tvunget til at gøre noget for at få større markedsandele, så Android ikke løber med det hele, så vi drømmer om en billig iPhone. Det kan også være, at de bare sætte prisen for iPhone 5 voldsomt ned, når de kommer med en iPhone 6 med skærm på 4,7 tommer…
Uanset hvad, så kunne det være interessant at se, hvordan Apple eventuelt vil gribe en billig udgave af iPhone an med billigere materialer og mindre kraftfuldt specifikationer og funktioner.
Google lancerede for efterhånden længe siden, sådan føles det i hvert fald i denne smartphone-verden, hvor alt bare virker som om det foregår ved warp-speed, ansigtsgenkendelse til at låse telefonen op. Det virkede interessant, men i praksis fungerede det ikke særlig godt, da lysforholdene ikke skulle være særlig dårlige, inden det ikke virkede.
Rygterne siger, at Apple vil lancere fingerprintscanning til at låse iPhone op, og den teknik tror vi mere på. Sidste år købte Apple AuthenTec, der har sikkerhedssystemer som speciale og jeg tror, at den sikkerhedsteknik vil blive et massivt hit. Her kræves der ingen optimale lysforhold, det vil formentlig være uhyre let at bruge og firmabosserne vil slikke sig om munden grundet den unikke sikkerhed.
Man kunne også drømme om, at man vil kunne bruge hver finger til noget bestemt. Tommelfingeren til at låse op med, pegefingeren til at aktivere kameraet, langefinger til at slå en indbygget alarm til ved overfald og så videre.
NFC har mange talt meget om i lang tid uden at det egentlig har ført til noget opsigtsvækkende interessant i stor skala. Mange tror, at Apple vi kunne puste meget mere liv i den teknik og være i stand til at udbrede den til butikker som betalingsmiddel, som nøgle på hoteller og hvad man nu ellers kan bruge teknikken til.
Jeg tvivler på, at NFC pludselig bliver udbredt til Netto og det lokale hotel i Thisted, bare fordi Apple kommer med NFC i en iPhone, men det vil stadig være interessant at se, om Apple virkelig vil kunne løfte det område markant, så jeg drømmer om NFC i den næste iPhone.
Noget, jeg drømmer meget om og som jeg tror, Apple vil kunne gøre brugbar, er at indbygge en projektor i den næste iPhone. Ikke noget med Mirror-fikumdik, bare send film, billeder og spil direkte op på væggen i 50 tommer – det drømmer jeg om!
En helt lavpraktisk drøm er, at Apple endelig tager antennekritikken til sig, og får lavet massive forbedringer til signalmodtagelsen. Gang på gang kåres iPhone til at have en af de absolut dårligste antenner, hvilket går ud over samtalekvaliteten.
Gesture-styring er noget, der bliver talt meget om, og vi har set Samsung Galaxy S4 prøve kræfter med det. Det virker dog rigtig fjollet på en trods alt lille skærm, så vi håber og tror, at Apple ikke vil kaste sig over det før teknikken, funktionerne og udførelsen rent faktisk giver værdi for brugerne. Okay, jeg drømmer lidt om det, men jeg har det med at vågne badet i angstens sved efter denne drøm.
På næste side drømmer vi om nyheder i iPad og iOS.