Næste iPhone får quad-core fra Samsung
Der findes allerede en hel del smartphones med quad-core processor på markedet nu, og alt tyder på at Apples næste iPhone også kommer med en quad-core processor.
Nye oplysninger tyder på at den næste iPhone – som formentlig kommer til at hedde iPhone 5 – vil have en A6-processor, der er produceret af Samsung. Der er principielt tale om en modificeret Exynos 4-processor.
Mange havde forventet, at Apple ville præsentere iPhone 5 sammen med den nye iPad 3, men det lader i stedet til at man vil vente til julesalget.
Samsungs største konkurrenter på processorfronten er i øjeblikket Nvidia og Qualcomm. Qualcomm er på vej med flere quad-core processorer, der bl.a. har LTE-understøttelse og imponerende grafik-egenskaber. Enheder med disse processorer kommer formentlig også i fjerde kvartal.