Næste iPhone måske også i helt hvid
Den næste generation iPhone er allerede lækket mange gange, og vi kender derfor allerede en hel masse om den kommende model fra Apple. Men noget af den mere forfængelige information, nemlig farven, er stadig ukendt.
Hvid front
De efterhånden utallige lækager har vist en klassisk sort model, som vi nok skal forvente bliver en af farvemulighederne. Men nu er billeder af en hvid front også dukket op. Den nye front er dukket op på et kinesisk auktionssite, og sælgeren påstår, at der er tale om en front til den kommende iPhone.
Vi har naturligvis før set falske iPhone-dele dukke op i Kina, så intet er sikkert. Men vi ved, at mange nok vil blive glade for en helt hvid iPhone, og vi får formentlig sagen opklaret om et par uger, når Apple officielt introducerer den nye iPhone.
Kilde: taobao.com