Næste Nexus-mobil bliver også en Samsung
Det er efterhånden noget tid siden, at Google lukkede for deres online-butik, hvor man kunne købe bl.a. Nexus-enheder, men nu har de altså åbnet for butikken igen og har sat Galaxy Nexus til salg til blot 400 dollars uden abonnement. Det er en pris, der svarer til godt 2.300 danske kroner og med i pakken får man endda et mindre beløb, som kan bruges i Google Wallet.
Med genåbningen af butikken kunne det altså tyde på, at Nexus-mærket er kommet for at blive, og nye rygter lader til at bekræfte dette.
Ifølge Digitimes har Samsung nemlig allerede vundet kontrakten for at producere Googles næste telefon:
– "Siden Samsung er blevet den største producent af Android smartphones, har Google valgt at fortsætte samarbejdet med Samsung om at producere selskabets næste generations Nexus-modeller," skriver Digitimes.
Samsung producerer selv en stor del af indmaden i smartphones, og derfor er det smart for Google at indgå et samarbejde med netop Samsung, så man kan holde så meget som muligt hos ét selskab.
Vi ved endnu ikke hvornår den næste Nexus-mobil bliver præsenteret, men forventer at den kommer på markedet inden årets udgang. Modellen bliver formentlig en lidt anderledes variant af Galaxy S3, der forventes at blive lanceret i næste uge.