Næsten flatrate fra Sonofon for 199 kroner
– Der er nu ikke længere nogen undskyldning for ikke at droppe fastnettelefonen derhjemme, siger Lars A. Petersen, marketingchef for privatmarkedet, SONOFON.
SONOFON lancerer nu mobilabonnementet Fri Fritid, der giver fri tale alle hverdage fra klokken 18-07 og i hele weekenden.
– Flere og flere danskere opdager mobiltelefonens mange fordele, når det gælder fleksibilitet og tilgængelighed. Samtidig står den traditionelle fastnettelefon og samler støv derhjemme med et dyrt stik i væggen, fordi den ofte bare bruges i fritiden. Nu gør vi mobiltelefonen til den primære telefon, og for tusindvis af kunder er der mange penge at spare, siger Lars A. Petersen videre til Mobil.
– Analyser viser, at mange danskere vælger en mobiltelefon og en bredbåndsforbindelse til hjemmet, mens de fravælger den traditionelle fastnettelefon. Det gælder personer, der bor alene, studerende, personer der rejser meget og i det hele taget lever et aktivt liv. Med Fri Fritid gør vi det nu økonomisk fordelagtigt for mange danskere at blive rigtig mobile, fortsætter han.
Fri Fritid koster 199 kroner om måneden. Dette inkluderer fri tale på hverdage klokken 18-07 og i hele weekenden. Uden for dette tidsrum er minuttaksten 80 øre. SMS koster 20 øre pr. stk. Fri Fritid inkluderer samtidig telefonsvarer, Vis nummer- og Banke på-tjenester, automatisk saldotjek samt GRPS 2-Go.