Narrede Telenor-kunder får penge tilbage

En gruppe Telenor-kunder har betalt for en applikation, de aldrig har bestilt. Teleselskabet erkender fejlen, og er nu i gang med at finde dem, der skal have penge tilbage.

Narrede Telenor-kunder får penge tilbage

Det drejer sig om applikationen Numo Finder, og det drejer sig især om Telenor-kunder, der har købt Sony Ericsson x10 mini.

For har man købt telefonen, så har man automatisk adgang til en prøveversion af nummervisningsprogrammet Numo Finder. I udgangspunktet har kunderne adgang til en gratis version, men efter de fire ugers prøvetid koster applikationen 30 kroner i måneden.

Det er der ikke noget odiøst i, men Telenor har ikke oplyst alle kunder om, at de skal framelde sig via sms, hvis ikke de vil betale for programmet. Det har betydet, at en gruppe kunder har fået regninger med opkrævninger på Numo Finder, som de ikke på noget tidspunkt har bestilt.

”Det er klart en fejl fra vores side, og vi er gået i gang med at ret op på det,” lyder det prompte svar fra pressechef Peter Glüssing, da Mobil tidligere på dagen ringer til Telenor.

”Vi er i gang med at finde ud af, hvor mange kunder det drejer sig om, og så går vi manuelt ind og kompenserer de kunder, der ikke ønsker at gøre brug af denne service,” siger Peter Glüssing.

Telenors kundeservice rapporterede i sidste uge om en håndfuld kunder, der havde oplevet problemer med mærkelige opkrævninger for Numo Finder, og det fik teleselskabet til at reagere.

”Vi står ved, at det er os, der har solgt telefonen med den indbyggede firmware, og det er en klar fejl, at brugerne ikke er blevet underrettet om prisen. Vi er nu i dialog med Numo og Sony Ericsson for at finde ud af, hvordan vi i fremtiden skal agere,” lyder det fra pressechefen.

I dialog med Numo og SE

En anden problemstilling blandt kunderne har været Telenors håndtering af problemerne. For når kunderne har henvendt sig til kundeservice, har der ikke været klarhed om, hvor problemet lå, og de er både blevet videresendt til Sony Ericsson og Numo Finder i Norge.

Den fejl er der ifølge Peter Glüssing nu også blevet rettet op på.

”Det kom bag på kundeservice, at det var en default-setting i telefonerne, og derfor har de sendt kunderne videre til forskellige steder. Det er der nu rettet op på, og alle ved, at det noget, vi skal tage os af,” siger han.

Sådan kommer du af med Numo Finder

Telenors hjemmeside, hvor man for øvrigt anbefaler programmet står der følgende om afmeldingen af Numo Finder.

  • Send en SMS (alm. SMS-takst) med ”SØG STOP” til 1230 – eller send ”STOP NUMO” til 1223 (begge numre virker), hvorefter abonnementet stoppes med det samme, og du modtager en sms-bekræftelse på afmeldingen.
  • Stop Numo inde i selve app’en: Find Numo applikationen på din telefon under Programmer og åbn Numo -> gå i Numo’s Indstillinger –> vælg Deaktiver under Service Status. Herefter modtager du en sms-bekræftelse på afmeldingen.