Navigon med juletilbud: Billigere MobileNavigator til iPhone

Navigon er nu klar med MobileNavigator 1.4.0 til iPhone - og samtidig sænkes prisen.

Navigon med juletilbud: Billigere MobileNavigator til iPhone

Navigon har netop lanceret sin seneste opdatering af MobileNavigator til iPhone, version 1.4.0, og som en del af en global julekampagne har Navigon indtil den 11. januar 2010 valgt at sænke prisen på MobileNavigator fra 749 kroner til 559 kroner for den europæiske version og fra 529 kroner til 399 kroner for kort over de skandinaviske lande.

13 nye funktioner

Men der er også kommet nye funktioner til, hele 13 af slagsen, oplyser Navigon. Her er et par af dem.

Når man krydser grænsen til et nyt land, vil den nye funktion ‘Country Info’ påpege landets vigtigste færdselsregler – så som den maksimalt tilladte hastighed eller promillegrænse.

Er man i en nødsituation, kan man nu via funktionen ‘Nødhjælp’ få en detaljeret beskrivelse af positionen, og derudover får man anvist nærmeste benzinstation, politistation, hospital og apotek, så man hurtigst muligt kan blive guidet dertil.

Turn-by-Turn RouteList viser en detaljeret ruteoversigt over rejsen, og så snart en manøvre er afsluttet, bliver listen automatisk opdateret.

Justerer automatisk lyden

En anden funktion giver føreren mulighed for at lytte til musik eller lydbøger uden at gå glip af navigationsmeddelelser. Lytter man til musik under navigationen, skruer lyden automatisk ned under meddelelsen, og lytter man til en lydbog, sætter MobileNavigator afspilningen på pause og fortsætter oplæsningen efter meddelelsen.

Hvis GPS-signalet bliver for svagt under navigationen, bliver det fremhævet med rødt på skærmen, og MobileNavigator beregner herefter den omtrentlige position og fortsætter navigationen, så snart signalet er stærkt nok igen. Desuden indeholder opdateringen hele RadarInfo-databasen.