Nexus 5 får superskærm og Android Key Lime Pie – skulle være klar til maj
Google har knapt nok fået deres nye Nexus 4 ordentligt på gaden, og nu begynder rygterne om en Nexus 5 allerede at give lyd fra sig.
Det er stadig svært at få fat i en Nexus 4, og de fleste danske forhandlere melder også, at varen ikke er på lager, men kommer igen i næste uge. Alligevel er flere kilder på internettet begyndt at tale om deres kendskab til en Nexus 5, som skulle være undervejs.
Endnu engang skulle Nexus-modellen komme fra LG, som også har lavet den populære Nexus 4.
Ifølge en kilde skulle den nye model følge en af 2013’s helt store tendenser og have en 5 tommer fuld HD 1080p skærm. Derudover skulle den komme med nVidias nye quad-core Tegra 4 processor, 2 GB RAM og, ligesom Nexus 4, enten 8 eller 16 GB hukommelse.
En af de store forskelle fra den ”gamle” model (fra november 2012!) skulle være et 13-megapixelkamera, samt selvfølgelig Googles nyeste version af Android, som indtil videre kendes som ”Key Lime Pie”.
Desuden siger kilden også, at LG arbejder på en 7,7 tommer Nexus-tablet. Også denne skulle få Tegra 4 processoren og Android Key Lime Pie. Desuden skulle skærmen have en opløsning på 1920 x 1200 pixels, og dermed være tæt konkurrent til en eventuelt ny iPad mini.
Læs også: Duel: iPad mini vs. Nexus 7
Nexus 5 skulle ifølge rygtet blive præsenteret sammen med Android Key Lime Pie i løbet af maj, og Nexus 7,7 skulle følge trop på Googles årlige I/O konference i juni.
Kilde: BGR