Nikkei: Huawei mere end halverer smartphoneproduktion i 2021
Huawei er fast besluttede på ikke at sælge sin telefonafdeling. Det slog selskabets stifter og topchef Ren Zenfeng fast for nylig efter rygter om det modsatte. Det er dog ingen let vej, de har foran sig. Derfor forbereder kineserne sig på smalkost på mobilfronten her i 2021.
Huawei venter at sælge 60 procent færre telefoner i 2021
Ifølge det japanske nyhedssite Nikkei har tech-giganten givet besked til en række af sine leverandører af komponenter, at de kommer til at producere langt færre telefoner i år end det var tilfældet i 2020.
Efter sigende har Huawei planer om at bestille komponenter til mellem 70-80 millioner telefoner i 2021. Det er en nedgang på 58 procent i forhold til de 189 millioner enheder, de solgte i 2020. Det var igen et fald fra de 240 millioner telefoner, de solgte i 2019. Sammenlignet med 2019 venter Huawei altså at sælge cirka 67 procent færre telefoner her i 2021.
I følge en rundspørge, som vi har foretaget blandt en mobilforhandlere i Danmark, havde Huawei i december 2020 en markedsandel på 5-6 procent herhjemme. Det er et markant fald efter at toppet med 20 procent for blot 12-18 måneder siden.
Se også: Anmeldelser af de bedste telefoner
Må flytte fokus væk fra high end-telefonerne
Fordelingen bliver også anderledes, hvor Huawei bevæger sig væk fra high end-telefonerne. Det valg handler om, at Huawei ikke kan købe de nødvendige komponenter for at kunne producere 5G-telefoner. Derfor er de nødt til at lægge fokus på 4G-telefoner. Det betyder ikke, at der slet ikke kommer nogen 5G-telefoner i 2021, men vi har allerede hørt om problemer med leverancerne til den kommende Huawei P50.
Dette kan resultere i, at Huawei må se i øjnene, at de må producere endnu færre telefoner, måske helt ned til 50 millioner enheder, hvis man spørger visse leverandører.
Honor, som Huawei frasolgte sidste år, har bedre mulighed for at få vigtige komponenter, så det kan vokse sig større end sit oprindelige moderselskab. Alt det ved vi mere om ved slutningen af indeværende kvartal.
Se også: Priser på Honor telefoner
Holder fast i at Huawei udgør risiko for national sikkerhed
Tidligere på måneden udtalte Joe Bidens nominerede til posten som Handelsminister, Gina Raimondo, at hun ikke ser nogen grund til at ændre på sanktionerne mod Huawei. Hun holder fast i, at selskabet udgør en risiko for den nationale sikkerhed.
Se også: Nyheder om Huawei