Nok se men ikke røre
Telia er kommet ind i et ganske paradoksalt dilemma. Deres butikssortiment er netop blevet udvidet med HTC’s nye og anderledes smartphone Touch. Den har en sindrigt trykfølsom skærm, som man skal prøve, før man kan beskrive den.
Problemet er nu bare, at det ikke er muligt at afprøve den som ny kunde. Telia har simpelthen haft for stor succes, så den er blevet næsten opkøbt af kunder i butikkerne, og derved er der ingen testeksemplarer tilbage, som kunden kan prøve inden køb.
– Ja, det er selvfølgelig en uheldig situation, da vi muligvis kan miste nogle kunder på det. Det har dog også overrasket os, at telefonen er blevet så populær, så vi havde måske undervurderet indkøbet lidt, funderer Telias pressechef Rune Fick Hansen.
Omkring 14 dages tid skal der gå, før nye interesserede købere igen kan få lov til at prøve modellen før et køb, da der er nye på vej. Og Mobil opfordrer alle nye købere til at prøve mobilen først, da selve brugeroplevelsen på sådanne trykfølsomme skærme kan være meget individuelt.