Nokia 3720 Classic: Hårdfør mobil man ikke må tabe
Nokia 3720 Classic ser egentlig ikke hårdfør ud. Den ligner faktisk en typisk Nokia-telefon, elegant og tynd. Nokias blanke plast er ganske vist erstattet med hårdere mat plast, og en metalramme omgiver forsiden, men i vægt og mål er der ikke noget, der afslører, at dette er en ekstra solid telefon.
Må ikke tabes!
Nu skal man ikke overdrive telefonens hårdførhed. Den har beskyttelsesklasse IP54, hvilket indebærer, at støv ikke kan trænge ind i den, og den kan tåle at ligge ude i regnen, men ikke at blive tabt i håndvasken eller vaskes under hanen. Nokia hævder, at telefonen også er certificeret til stødholdbarhed, men man giver ingen grænseværdier. Småt skrevet i manualen under gode råd står der ikke særlig tillidsvækkende, at man ikke må tabe enheden eller ryste den, for så kan den gå i stykker.
Rigtig nok går den i stykker, da vi taber den på marmortrappen. Det viser sig, at den tillidsvækkende skrue, der skal holde batteriklappen på plads (en standardfeature på hårdføre telefoner) er sat fast i coveret med en meget lille plastpind, der helt klart ikke kan tåle særlig meget.
Det er rigtig synd, for ellers klarer plastcoveret ridser rigtig flot. Skærm og tastatur er også nedsænket i metalrammen, hvilket gør, at der er lidt beskyttet mod ridset ved tab på gulvet.
Tasterne er store, godt separerede og har dejlig trykfornemmelse – faktisk blandt de bedste taster, vi længe har prøvet. Det er ellers en mobil til dem, der kun vil ringe og sende SMSer og som højttaler-mobil er den rigtig god – der er fuld knald på lyden.
Mangler GPS
En solid telefon skriger efter GPS, træningsprogram, kompas, skridttæller eller andre funktioner, der kan være nyttige ved udendørsaktiviteter. Ingen af dem finder man i 3720 Classic. Kort er forinstalleret i telefonen i form af Nokia Maps, og man kan, hvis man vil, tilslutte en ekstern GPS, men det føles ret tamt, hvis man sammenligner med konkurrerende telefoner i samme hårdførhedsklasse, som Samsung B2700 eller Sony Ericsson C702 har under coveret.
For mange mangler
Musikafspilleren er flot og god, og der er plads til hukommelseskort, men telefonen har ikke stik til standardhøretelefoner. Web fejler ved at mobilen mangler 3G og kun har skærm på 2,2 tommer og kameraet er kun på 2 megapixel.
Nokias hårdføre gør helt enkelt ikke særlig meget væsen af sig, og det er svært at se, hvorfor man skulle anbefale denne telefon frem for de andre hårdføre telefoner, der allerede er på markedet. Samsung B2100 har det meste af det, 3720 Classic har, men er mere hårdfør og billigere. Vælg ellers Sonim XP3 Quest, hvis du vil have en telefon, der tåler det hele, uanset pris. 3720 Classic har lækre taster. Det rækker ikke langt.
Spørgsmål og svar
Hvor meget kan telefonen tåle?
Telefonen er beskyttet mod støv og tåler regn, men ikke at blive skyllet i vand. Nokia angiver ingen stødholdbarhed, vores test viser, at den ikke holder til så meget der.
Er telefonen pengene værd?
Nej, det synes jeg ikke. Ganske vist er den ikke særlig dyr, men den har heller ikke ret mange funktioner. De fleste andre hårdføre telefoner på markedet er enten billigere eller har flere funktioner til samme pris.