Nokia 5310 XpressMusic mest populær hos Telia
Med Nokia 2630 ude af listen blev der i april måned plads til Sony Ericssons K850-model, der først og fremmest imponerer med et flot kamera.
På trods af Nokia og Sony Ericssons dominans af Top-10, har Samsungs U700-model gennem de sidste par måneder langsomt men støt formået at arbejde sig op på en af listens topplaceringer. K850 starter forsigtig ud på Telias top-10-liste med en 10. Plads. Helt i top ligger den populære musikmobil fra Nokia, 5310 XpressMusic.
Nokia og Sony Ericsson sidder på henholdsvis fire og fem pladser på top-10-listen hos Telia, og den eneste konkurrent til at tage kampen op med de to nordiske mobilproducenter er Samsung med deres tynde ultra-model U700.
-U700 har gennem de sidste par måneder vist sig at have rigtig godt fat i forbrugerne. Vi kan se, at modellens forening af stilrent design, samt de gode muligheder for både at sikre minderne med kameraet og høre yndlingsmusikken på den indbyggede afspiller gør den attraktiv for forbrugere med mange forskellige mobilbehov, siger Rune Fick Hansen, pressechef i Telia.
Samsung står stærkt, når det gælder Telia-kunders internetforbrug.
– Af de 10 mest anvendte mobiler på det mobile internet i april, var tæt ved hver anden faktisk enten en Samsung U600 eller U700, siger Rune Fick Hansen, der samtidig forklarer, kundernes dataforbrug med Sony Ericsson-modeller er steget kraftigt.