Nokia 6060: Fortidslevn til de varme lande
Hverken Nokias 6060s design eller funktioner kan få folk op af stolen, og den er nok heller ikke udviklet til det danske marked. Med en udvendig antenne ligner 6060’eren en model, der enten er trukket ud af en syv år gammel film, eller som er rettet mod de mange nye endnu ikke stabile mobilnet, som der er under udbygning rundt omkring i verden.
En god begyndermobil
Telefonen er, som sagt, nok først og fremmest rettet mod nye brugere, og her han Nokia jo sit kram. Brugervenligheden er i top, og skulle der alligevel være problemer, så kan man læse sig frem til det. Under menuen er der nemlig indlagt en forklaring på de forskellige funktioner. Man skal blot lade cursoren blive på den funktion, man er i tvivl om, og efter nogle få sekunder dukker der en tekst op med instrukser og forklaring.
Kan den ringe?
Det vigtigste ved en mobil er nu engang opkaldsfunktionen, og den er desværre ikke optimal. Det er let nok at lave sine opkald, både til nye numre og til sine kontakter, men så er det også sagt. Jeg fandt ingen måde at regulere volumenstyrken, mens jeg var i gang med opkald, hvilket er en ganske alvorlig mangel. Desuden er der en højtalerfunktion, som har så lavt et lydniveau, at man kun kan bruge den, hvis man sidder i et helt lydløst lokale.
Ekstra lir og spas
Funktionsmæssigt er 6060’eren som sagt ikke den store åbenbaring, men til den lave pris kan den det, den som minimum skal. Den har de klassiske funktioner som alarm, kalender, stopur, regnemaskine samt to funktioner, som jeg ikke har set før. Nokia 6060 kommer med et særligt budgetprogram, hvor man kan holde styr på udgifter og indtægter, og på den måde indtaste beløbet i sit regnskab, så snart penge er brugt.
Desuden er der et program, hvor man kan omregne forskellige måleenheder for valuta, vægt, afstande og mere. Det er en smart funktion, hvis man er ude at rejse og ikke kan holde styr på det lokale målesystem eller møntfod.
6060’eren har derudover både WAP og GPRS, så det er muligt at opkoble sig på nettet, samt at sende og modtage E-mails. Der er hverken Bluetooth eller Infrarød, men det er også begrænset, hvad man skal bruge disse funktioner til, når der hverken er kamera eller MP3-afspiller.
Nokias 6060 er rettet mod nye brugere, som vil have en klaptelefon. Jeg spår dog et begrænset salg herhjemme, da den udvendige antenne ikke har megen funktion i et land med 99 procent mobildækning.